Obligationer er værdipapirer, som forpligter udstederen til at betale en rente til ejeren af obligationen en eller flere gange om året. Der er flere forskellige slags obligationer – f.eks. statsobligationer, realkreditobligationer og virksomhedsobligationer.
Man kan investere direkte i obligationer, eller man kan investere i obligationer via en investeringsforening. Investerer man i obligationer via en investeringsforening, får man en andel i en portefølje af obligationer. Ved at investere i obligationer via investeringsforening spredes investeringen og dermed risikoen på flere forskellige papirer. Værdien af investeringen er dermed mindre afhængig af udviklingen i en enkelt obligation.
Den historisk erfaring viser, at obligationer typisk over en længere periode giver et lavere afkast end aktier. Til gengæld er obligationer mere kursstabile.
Via Investeringsforeningen Danske Invest kan man investere i en række forskellige obligationsbaserede afdelinger, som spænder fra danske statsobligationer til udenlandske kreditobligationer. Normalt er det forbundet med større risiko at investere i kreditobligationer end danske statsobligationer. Til gengæld kan der være bedre afkastmuligheder forbundet med at investere i kreditobligationer blandt andet fordi renteniveauet efterhånden er så lavt på traditionelle obligationer og kreditobligationer giver en attraktiv merrente.