The Magnificent Seven dominerer amerikanske aktier
Amerikanske aktier har gjort det godt i 2023 og selvom et godt afkast aldrig er en garanti for et fremtidigt afkast, så kan Danske Invest tilbyde to forskellige fonde, der investerer i amerikanske aktier. Få indblik i, hvad forskellen er på de to fonde.
Amerikanske aktier har i lang tid haft sjove tilnavne, som beskriver de største selskaber på markedet.
For mange år siden talte vi om FANG-aktier. Så blev det til FAANG, og nu taler vi om The Magnificent Seven. I dag er The Magnificent Seven blevet en samlet en betegnelse for disse syv aktier:
- Apple (IT-producent af Mac computer, iPhone etc)
- Microsoft (verdens største IT-firma, som står bag programmer som Windows og Office-pakken)
- Alphabet (firmaet bag Google, YouTube etc)
- Amazon (verdens største internetbutik)
- Nvidia (tech-selskab, der blandt andet laver Grafik Processing Units, GPU'er)
- Tesla (el-biler, batterier og solceller)
- Meta Platforms (softwarevirksomhed, som står bag Facebook, Instagram og WhatsApp)
Danske Invest USA Indeks* er en såkaldt indeksfond, som passivt følger indekset MSCI USA. Derfor er de syv aktier også de største positioner (pr 31.01.2024) i fonden, og selskaberne har således været en markant bidragsyder til afkastet i fonden i 2023. Fonden gav godt 22 procent i afkast og har også gjort det godt i de første måneder af 2024 (7,6 procent frem til 29.02.2024). Det er selvfølgelig ikke en garanti for, at den positive trend fortsætter og som investor skal du altid være opmærksom på risikoen, som er forklaret længere ned i artiklen.
”Danske Invest USA Indeks er en passiv investeringsfond også kaldet en indeksfond, hvor målet for fonden er at opnå et afkast, som svarer til udviklingen for amerikanske aktier. Vi følger et indeks og tager ikke aktivt tager stilling til, hvilke aktier der skal være i fonden, så derfor vil de syv største aktier i indekset også fylde mest i vores fond,” siger porteføljemanager Alexander Hornshøj Friis.
LÆS MERE: Kom bag om indeksinvesteringer
Indeksinvestering med begrænsninger
Selvom fonden Danske Invest USA Indeks forsøger at følge MSCI USA så tæt som muligt, så er der alligevel en forskel. Fonden følger nemlig – ligesom alle andre fonde i Danske Invests univers –politikken for ansvarlige investeringer, og det betyder, at der er nogle begrænsninger for, hvad fonden må investere i. Begrænsningerne varierer fra fond til fond. Denne fond må ikke investere i tjæresand, termisk kul, tørvefyret elproduktion, tobak, kontroversielle våben, pornografi og aktier, der har samfundsmæssigt skadelige aktiviteter. Begrænsningerne har en grænseværdi på mellem 0 og 5 procent af selskabernes omsætning. De enkelte grænseværdier afhænger af, hvilken sektor der er tale om. LÆS MERE: Se alle investeringsrestriktioner på Danske Invests fonde
”Vi bruger en matematisk model til at sammensætte en portefølje, så den ligger så tæt på indekset som muligt, selvom der er aktier, vi ikke må investere i. Modellen ser på historiske korrelationer mellem alle aktierne, altså hvordan aktier historisk har fulgt hinanden, og den vil derfor systematisk overvægte aktier inden for investeringsuniverset, som har høj korrelation med de ekskluderede aktier,” forklarer Alexander Hornshøj Friis.
På almindeligt dansk betyder det, at modellen udvælger aktier, som historisk har fulgt hinanden og har haft samme karakteristika historisk som de ekskluderede aktier, og dermed følger fonden indekset på trods af investeringsbegrænsninger.
Amerikanske aktier med lavere CO2-udledning
I Danske Invest har vi to aktiefonde, som investerer passivt i amerikanske aktier. Udover Danske Invest USA Indeks finder du også Danske Invest Index USA Restricted på fondslisten. Udover et mål om at opnå et afkast, som svarer til udviklingen for amerikanske aktier, så har Danske Invest Index USA Restricted også et bæredygtig investeringsmål: reduktion af CO2-udledning. Fonden følger et særligt klimaindeks, MSCI Climate Change Indeks, som lever op til EU’s krav til indeks for klimaomstillingen. Du kan derfor vælge denne fond, hvis lav CO2-udledning er vigtig for dig. ”De to fonde følger forskellige indeks, og den største forskel er, at fossile brændstoffer er begrænset fra Danske Invest Index USA Restricted. Det gør en stor forskel for fondens investeringers samlede CO2-udledning. Fonden har også ekstra restriktioner og må ikke investere i alkohol, kommerciel spillevirksomhed og militært udstyr – udover de almindelige restriktioner. Det betyder, at sektorvægtningen er forskellig i de to fonde,” siger Alexander Hornshøj Friis og tilføjer, at restriktionerne har grænseværdier på mellem 0 og 5 procent af selskabernes omsætning.
Afkastet har også været forskelligt i fondene i 2023. Danske Invest USA Indeks gav et afkast på godt 22 procent, mens Danske Invest USA Restricted gav et afkast på 31 procent. Den samme tendens er fortsat ind i 2024, hvor Danske Invest USA Indeks har givet et afkast på 7,6 procent og Danske Invest USA Restricted gav et afkast på 10,1 procent.
”De to fonde følger hver sit indeks, og dermed kan de potentielt give to forskellige afkast. I øjeblikket fylder teknologi mere i klimatransitions-indekset, så det har trukket Danske Invest USA Restricted op i 2023. Omvendt er andelen af energi lavere i klima-indekset, så hvis råvareaktier klarer sig godt, så vil det brede indeks give et bedre afkast,” siger Alexander Hornshøj Friis.
Vær opmærksom på risikoen
Fondene er begge klassificeret som middelhøj risiko (5 ud af 7 på Danske Invests risikoindikator). Da fondene kun investerer i ét land, skal du være opmærksom på, at det giver en risiko for, at netop dette land kan blive udsat for specielle politiske eller reguleringsmæssige tiltag. Desuden vil specielle markedsmæssige eller økonomiske forhold i netop dette land, herunder også udvikling i landets valuta og rente, kunne påvirke investeringernes værdi. Fondene er muligvis ikke egnede for investorer, som planlægger at trække deres penge ud inden for 5 år.
Danske Invest USA Indeks
Fonden investerer passivt i amerikanske aktier med udgangspunkt i indekset MSCI USA. Den er dog underlagt Danske Invests Politik for Ansvarlige Investeringer, som blandt andet betyder, at fonden ikke investerer i samfundsmæssigt skadelige aktiviteter og adfærd, tjæresand, termisk kul, tørvefyret elproduktion, kontroversielle våben, tobak og pornografi, der overstiger grænseværdier mellem 0 og 5 procent af selskabernes omsætning. Læs mere om grænseværdier og se hvilke investeringer, der er ekskluderet.Der ligger omkring 552 aktier i fonden.
Danske Invest Index USA Restricted
Fonden investerer passivt i amerikanske aktier med udgangspunkt i indekset MSCI Climate Change Indeks. Indekset lever op til EU’s krav til indeks for klimaomstillingen. Fonden har et bæredygtig investeringsmål om at reducere CO2-udledning.Selvom fonden følger et indeks meget nært, så har den ekstra restriktioner på investeringerne, så den ikke investerer i fossile brændstoffer, alkohol, kommerciel spillevirksomhed og militært udstyr – udover de samme restriktioner, som er nævnt i boksen om Danske Invest USA. Læs mere om grænseværdier og se hvilke investeringer, der er ekskluderet.
Fondens investeringer har minimum 30 procent lavere CO2-udledning end det brede amerikanske indeks.
Der ligger omkring 450 aktier i fonden.
*De nævnte fondes fulde navne er henholdsvis Investeringsforeningen Danske Invest USA Indeks Akkumulerende og Investeringsforeningen Danske Invest Index USA Restricted - Akkumulerende.
Data for Danske Invest USA Indeks - Akkumulerende, klasse DKK h: De årlige afkast er 27,4% (feb 2023-feb 2024), -12,8% (feb 2022-feb 2023), 13,0% (feb 2021-feb 2022), 20,2% (feb 2020-feb 2021), -2,2% (feb 2019-feb 2020), -0,6% (feb 2018-feb 2019), 9,5% (feb 2017-feb 2018), 24,2% (feb 2016-feb 2017), -9,2% (feb 2015-feb 2016), 12,0% (feb 2014-feb 2015). Historiske afkast er ingen pålidelig indikator for fremtidige afkast. Se mere her.
Data for Danske Invest Index USA Restricted - Akkumulerende, klasse DKK: De årlige afkast er 20,3% (feb 2020-feb 2021), 22,8% (feb 2021-feb 2022), -5,1% (feb 2022-feb 2023), 34,3% (feb 2023-feb 2024). Historiske afkast er ingen pålidelig indikator for fremtidige afkast. Se mere her.
Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning.
De ovenfornævnte selskaber er ikke en opfordring eller en anbefaling til at investere i de nævnte værdipapirer.
Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative.
Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.
Vi henviser dig til at læse prospektet og dokumentet med central information, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Et sammendrag af investorrettigheder er tilgængeligt på dansk og kan sammen med mere information om fondens bæredygtighedsrelaterede egenskaber findes her:
Danske Invest USA Indeks - Akkumulerende, klasse DKK h - Facts
Danske Invest Index USA Restricted - Akkumulerende, klasse DKK - Facts
Beslutningen om at investere i fonden bør træffes under hensyntagen til alle fondens miljømæssige og/eller sociale karakteristika/bæredygtige investeringsmål som beskrevet i prospektet.
Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde.
Abonnér på nyheder
Danske Invests nyhedsabonnement er en gratis e-mailservice, hvor du løbende modtager nyhedsbreve med information og nyhedsopdateringer om vores produkter.
Du tilmelder dig ved at indtaste din e-mailadresse og herefter vælge, hvilke oplysninger du ønsker at modtage.
Ved din registrering af din e-mailadresse giver du samtykke til, at vi sender dig nyhedsbreve.
Vi bruger kun dine e-mailadresse til udsendelse af nyhedsbreve. Vores nyhedsbreve indeholder pixels, der registrerer, om du åbner nyhedsbrevet samt hvornår nyhedsbrevet åbnes (dato og tidspunkt), og hvilke links du klikker på. Disse oplysninger behandler vi på baggrund af dit samtykke, og vi bruger oplysningerne til at forbedre vores nyhedsbreve. Danske Bank er dataansvarlige for behandling af dine oplysninger i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve. Du kan læse mere om behandling af personoplysninger i vores privatlivspolitik.
Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke til at modtage nyhedsbrevet ved at kontakte os på 3333 7171 eller skrive til danskeinvest@danskeinvest.com. Du kan også altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevet.